Is? Ja tak

Is

Is har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg er nemlig gammel ispige fra Langelinie. Fire somre i træk fra 9. klasse til 3.g solgte jeg is, pølser og bøfsandwich til krævende børnefamilier, livsglade unge mennesker, politifolk og garvede motorcyklister. Der var gang i den om sommeren for enden af Langeliniekaj ved det gamle, røde fyrtårn. Mågerne skreg, solen bagte, og tempoet var højt inde i den lille is- og burgerbiks.

På en 12 timers vagt kunne fem teenagepiger sælge tusindvis af is. Jeg var en af de trænede. Jeg kunne (og kan stadig!) holde fem vafler i min venstre hånd, mens jeg kommer kugler i med den højre. Dét er skills, ha ha! Køerne var kilometerlange, og når kunden endelig kom frem til vinduet, var det en fantastisk følelse at lave en stor is med kuglerne perfekt placeret ved siden hinanden og med smukt dekoreret flødeskum og syltetøj. Det var et helt lille kunstværk!

Og os unge piger fik så mange sjofle kommentarer om kugler, pindis (penis), ekstra smørrelse på pølsen, store medisterpølser, og jeg ved ikke hvad, men det var et virkelig skægt sommerferiejob og helt sikkert et af de bedste jobs, jeg nogensinde har haft. Børneøjne der lyser ved synet af en kæmpeisvaffel, som kun er til ham, er helt sikkert, hvad jeg forstår ved meningsfyldt arbejde.

Dyrehaven

Dyrehaven

Mens den lyse sommeraften omgav os, og de grønne bøgekroner duftede fugtigt, cyklede E og jeg endnu en gang slalom gennem hestepærerne i Dyrehaven for at nå et mål. Sidste gang var målet pindis på Statoil, denne gang softice på Bakken.

Min mund bød den kolde vaniljesmag et varmt velkommen, og mine tænder knasede det farverige krymmel med tilfredshed. Det var som at være barn; boder i massevis, isbutikker ved hvert hjørne, balloner og rutsjebaner i alle størrelser. Men så blev jeg voksen igen. Bakken forekom mig pludselig slidt, forældet og øde. Jeg søgte efter glade smil, lattermilde børn og voksne med nostalgi i blikket. I stedet fandt mit blik de unge i boderne, hvis øjne afspejlede dyb kedsomhed, og et par nyudklækkede studenter, der spiste tarteletter på en sølle tag-selv restaurant. Måske var det bare en sløv aften, jeg ved det ikke.

Men nogle gange kan man selv vælge sit eget livssyn. Og den aften valgte jeg at se på Bakken med mine barnlige øjne. Min softice var stor og sød, Bakken havde uendelige muligheder for at gå på opdagelse, og både dryssets og forlystelsernes utallige farver fascinerede mig. Nogle gange skal man prøve at lukke af for det logiske og opleve verden som stor, fantastisk og forunderlig.

Kan man savne briller?

Kan man savne briller?

Jeg sidder overfor min kæreste ved vores spisebord i vores lejlighed. Her har vi siddet over for hinanden i snart et år, stenet facebook på vores computere, lavet seriøse uni-opgaver, spist skodaftensmad sammen. Lige nu spiser jeg leverdrenge med agurk på og skriver det her. Med ambivalente følelser. Jeg elsker blogmediet, jeg elsker mode, og da jeg for tre måneder siden besluttede mig for at blogge (igen), vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at elske at skrive så meget. Tøjet og moden er én ting, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så passioneret omkring at formulere mig i ord, vendinger og talemåder. Jeg kommer ikke til at blogge de næste to måneder, og på en måde er det befriende at slippe væk fra hjernevaskende reklamer, facebook og hele den verden, der ligger på min Macbook Air. Men jeg kommer også til at savne det.

I morgen tager jeg på Roskilde Festival, og den 9. juli tager jeg 7 uger til Ecuador i Sydamerika. Jeg skal arbejde frivilligt, bo hos en værtsfamilie, tale spansk og opleve et lille stykke af verden. Altsammen på egen hånd. Uden familie, uden venner, uden min kæreste. Det seneste år har været hårdere end noget år, jeg har oplevet før. Og jeg er træt. Træt af hverdagen, træt af skole, træt af Lyngby, træt af Danmark. Så nu flygter jeg for en lille stund. Jeg holder mig et lille sabbatår her i sommerferien, da jeg tog direkte på uni efter 3.g. Jeg skal ikke ud og redde verden, redde alle de forældreløse børn og realisere mig selv som én, der tager vare på den 3. verden. Jeg skal ej heller se verden for bare at se den. Man behøver ikke rejse om på den anden side af kloden for at se fantastiske ting.

Jeg vil derimod gerne forstå, hvordan det er at have en hverdag i et land som Ecuador, forstå menneskene der bor der og tage noget af den erfaring med hjem til Danmark, gøre den til en del af min faglige bagage og måske bruge den i mit fremtidige arbejde som psykolog. Jeg har en idé om at for at forstå, hvordan den vestlige verden lider, må man også forstå, hvordan ulandene lider. Hvem ved, måske lærer jeg intet, måske bliver det en kæmpe fiasko. Men også det er en form for erfaring, som jeg kan tage med mig.

Jeg efterlader alt bag mig, opgiver alle forpligtelser. Jeg kommer til at savne min kæreste så meget, så det gør helt ondt at tænke på, men vi er stærke, og hvis man har hele livet foran sig sammen, er 7 uger ingenting. Så jeg vil ikke sige farvel til Hcs briller, men på gensyn. Jeg håber, at I stadig har lyst til at følge med, når jeg vender tilbage til september.

STREETSTYLE

Jeg fotograferer som sagt streetstyle billeder for Slam, og disse er mine tre seneste billeder. Jeg elsker, hvordan alle tre piger har en enkel, men alligevel speciel stil. Og hvor lækker er den røde jakke, ikke? Sådan én ville jeg gerne eje!

Jeg fotograferer som sagt streetstyle billeder for Slam er den røde jakke, ikke? Sådan én ville jeg gerne eje!

Det var med svedende håndflader og nervøse antrækninger, at jeg afleverede min 10 sider lange eksamensopgave i dag. For når den først er lagt i kassen, så kan man intet gøre. Det er ude af ens hænder, og det er en forfærdelig følelse. Mens man skriver, har man en følelse af kontrol, men i den efterfølgende måned er der intet andet at gøre end at vente. Og ventetid er ikke populærtid. Nu må vi se. Opgaven blev helt okay, men var virkelig svær at skrive. Meget, meget teoretisk. Nu: Sofa og intimtid med fjernbetjeningen!

FRA OBJEKT TIL SUBJEKT

Til daglig tænker jeg ikke specielt meget over, om mit køn definerer mig. Jeg er i et lige forhold, jeg tager en akademisk uddannelse, og jeg klarer mig godt. Ligestillingsdebat fylder ikke hos mig, den tog generationerne før mig. Desværre er det ikke sådan for alle, heller ikke i Danmark. Ligestillingen i Danmark er nået langt, ja, og i nogle situationer har kvinderne fordelen – f.eks. med barsel. Men det er simpelthen ikke ude i offentligheden, hvordan nogle kvinder bliver behandlet, og så bliver jeg magelig og overser, hvordan mænds objektivering af kvinder kan gøre skade.

FRA OBJEKT TIL SUBJEKT

Mange danske mænd (og kvinder) er trætte af rødstrømper og ligestillingssnak, det ved jeg, og mange vil nok råbe højt om, at vi har større problemer at se til. Mænd vil ikke sættes i bås som sexmonstre, og det forstår jeg. Men hvis vi bliver magelige og lader debatten ligge, så er der ingen, der lægger mærke til de kvinder, som ikke oplever ligestillingens sødme som eksempelvis kvinder i voldelige forhold. Jeg synes virkelig, at I skal læse denne tekst af Emma Holten, hvor hun fortæller, hvordan hun blev udsat for ‘revenge porn’ på nettet, dvs. offentliggørelse af nøgenbilleder uden samtykke. Efter tre år gik Emma sammen med fotografen Stine Muggesen for generobre kontrollen over sin krop og tog disse billeder, der fortalte en ny historie om Emma og hendes krop. Og som hun selv skriver, er det nærmest umuligt at få taget nogle billeder, som ikke viser kvindekroppen som attraktiv og tilgængelig for mænd. Emma skriver også i sit essay om objektivering:

“[…] But, it is also dangerous. For, if one is exposed to the objectification of women for long enough, one will internalize it. Worse, those who are objectified will internalize it too. When you are told enough times that you do not deserve to be treated as someone of worth, you lie in bed at night and  begin to agree. It has been a huge task for me to muster any kind of self-worth after being told every day for three years that I don’t deserve it. […]”

Tænker I på ligestilling til daglig? Eller er I trætte af ligestillingssnak? Jeg vil anbefale jer at besøge kunsthjemmesiden Hysteria, hvor man kan læse om forskellige kvinders skæbner og opdage kunst, hvor en usexet kvindekrop er i fokus.

OM AT FÅ TAGET BILLEDER PROFESSIONELT

For noget tid siden fik alle bloggerne mulighed for at få taget nogle professionelle billeder enten til kommercielt brug eller bare for personligt fjolleri (den sidste er klart mig). Jeg mødte nervøst op ude på Mediehøjskolen og blev mødt af søde fotograf, der viste mig ind i et lille studie. Udstyret var über professionelt, og jeg var über nervøs. Fotografen havde på forhånd bedt mig sende nogle billeder af, hvad jeg godt kunne tænke mig, og det havde jeg selvfølgelig ikke fantasi til at forestille mig. Så vi tog den på gefühl.

OM AT FÅ TAGET BILLEDER PROFESSIONELT

Jeg blev bedt om at lave ekstreme poses

Jeg blev bedt om at lave ekstreme poses, for jo mere karikeret i virkeligheden, jo bedre billeder. Og jeg følte mig som verdens største hvalros, der stod der og prøvede at lege model. Det sidste billede er et resultat af en ekstrem stilling, og helt ærligt synes jeg det ser vældig fjollet ud, men jeg er da meget pæn i face, ha! Fotografen fik mig dog hurtigt til at slappe af, men jeg nåede aldrig 100 % at føle mig tilpas, hvilket var super ærgerligt, da sådan en mulighed ikke lige opstår igen.

Men på en måde er jeg også bare rigtig glad for ikke at være typen, der marcherer lige ind i sådan en situation med løftet pande og en selvtillid til skyerne. Usikkerhed i sådan en situation er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men kan være en styrke, da man kan nå frem til en sårbarhed, som virkelig viser, hvem man er som menneske. Jeg elsker virkelig, når mennesker viser sårbarhed. Både på billeder og i den virkelige verden.

De færdige billeder viser ikke nødvendigvis ikke dét, da jeg havde det utrolig ambivalent med f.eks. at stå og vælte med vilje for at få at skabe dynamik i billedet. Set i bakspejlet kunne vi have fokuseret på usikkerheden i situationen og måske have opnået nogle helt andre billeder. Måske eller måske ikke, hvad fanden ved jeg, haha.

Hvordan har I det med at blive fotograferet?

YOGAEVENTYR

Jeg har altid hadet at løbe og egentligt altid hadet motion. Jeg mener, det er jo så åndssvagt hårdt?! Jeg har aldrig forstået, hvorfor så mange mennesker synes, det er så fedt at have det så nedern, og det er tydeligvis mig, der er noget galt med at bedømme efter antallet af tilmeldte til halvmarathon. Og nej, det er ikke det typiske indlæg om, at jeg er blevet omvendt og nu elsker at løbe en morgentur i bidenende kulde, fordi jeg har betalt pengesummer på størrelse med von And’s til en personlig træner. Nej, indlægget handler om, at jeg endelig har fundet noget “motion”, der virker for mig.

Og det er yoga. Jeg har nu gået i et yogastudie i en måned, og jeg kan allerede mærke forskellen i min krop. Jeg har tidligere haft utrolig ondt i højre side og skulder, specielt når jeg har siddet ved en computer, og det er blevet meget bedre. Jeg er begyndt at få muller i både arme, ben og mave. Numsen er der desværre ikke sket noget med, den er lige så slasket som altid, men mon ikke det går 😉

https://wedoweddings.dk

https://www.bryllupsbilleder.info

https://www.bryllupsfoto.info

Jeg har gået ca. fire gange om ugen, hvoraf to af gangene er yogastilen hatha, som er krævende for både balance, styrke og smidighed. De to andre gange er hhv. blid hatha og yin/restorativ, hvoraf den første er mildere version af hatha, og i yinyoga bliver man i strækkene 4-5 min. ad gangen. I yinyoga sveder man ikke, men det kræver udholdenhed at blive i et stræk så lang tid.

Fokus i yoga er at løsrive energien i kroppen og åbne op for de spændinger, der sidder rundt omkring. Der er fokus på at åbne hjertet op og gøre sig selv så lang og bred som muligt, så der er masser af plads til ny og frisk luft i lungerne. Der er også fokus på åndedrættet, for det er et stabilt åndedræt, der gør, at man kan komme endnu længere ind i stillingerne. F.eks. kan man ved en indånding rykke sig en smule ud af stillingen, og ved udåndingen komme lidt dybere ind i strækket. Og jeg elsker det så latterligt meget.

Det jeg specielt elsker ved yoga er, at det ikke føles, som om jeg dyrker motion. Gennem halvanden time er der en instruktør, der guider holdet (personlig træner go home!), og som hele tiden sørger for, at man gør det rigtigt, og at man får hvilet mellem stillingerne. Derfor kan man også dyrke yoga hver dag. Jeg skal derfor hverken bekymre mig om at få skader eller følge et stramt træningsprogram, da alt er klaret for mig. Til gengæld er yogastudier dyrere end fitnesscentre, det koster 450 kr. næsten alle steder, men det er det hele værd, synes jeg. Stemningen er fantastisk, og underviserne er skøre og entusiastiske på den der “jeg-rejser-til-Indien-årligt” måde.

OPDRAGET TIL FORBRUG

”Hvorfor stopper du ikke bare med at købe tøj?”, spurgte E mig i går, mens vi lå og vendte verdenssituationen, inden vi skulle sove. Selvom han også spørger mig om ting som ”hvorfor har du klædt dig ud som en leopard i dag?”, og måske ikke har så vanvittigt godt styr på det der med mode, blev jeg alligevel lidt paf. Dette skrækkelige tankeeksperiment gjorde mig faktisk ked af det, og jeg fik det helt dårligt ved tanken om at skulle gå i det SAMME tøj i 2015 som i 2014. Stakkels E måtte have set skrækken malet i mine øjne, for han skiftede i hvert fald hurtigt emne igen.

https://www.bryllupsfotografodense.dk

https://www.bryllupsfotografjylland.dk

https://www.bryllupsfotografaalborg.dk

http://bryllupsfotografaarhus.dk

Min kærlighed til tøj er så stor, at jeg det som en interesse, der kommer indefra, og jeg identificerer mig utroligt meget med at gå op i tøj og nye køb. Og jeg vil også vædde med, at min familie og venner forbinder tøj og mig med hinanden, specielt i forhold til hvor meget jeg ævler om Ganni og Stine Goya. I kan garanteret genkende sætningen: ”Den er bare så meget dig, den der bluse”. Men det har altså ikke noget med mig at gøre – forbrug er en vane, jeg er blevet opdraget til, både hos min familie og på utallige institutioner, hvor det som barn altid gjaldt om at have det nyeste og det smarteste. Og i dag er der ingen teenager med respekt for sig selv, som ikke ejer den nyeste iphone. Uhyggeligt.

Jeg er derfor blevet opdraget til at være en fuldblodig forbruger. Jeg er blevet lært, at nye skinnende ting er det bedste, der findes, og at det er vejen til lykken. Og ikke nok med det, er jeg blevet lært, at nyt skinnende tøj og flot make-up er med til at definere mig som kvinde. For hvem andre end kvindfolket kan bruge så mange timer, penge og kræfter på at overveje, planlægge og shoppe nyt tøj? På en måde underminerer vi os selv som køn ved at gå så meget op i, hvordan vi ser ud, i stedet for at bruge tiden og kræfterne på at vifte mændene væk fra direktørposterne. Hallo, hvor er de oprørske feminister under Fashion Week?

Jeg følger en del såkaldte ”mommybloggere”, og jeg synes, at trangen til nyt og mere virkelig afspejler sig i mange mødres opdragelse af deres børn. Bloggerbørn svømmer i nyt designertøj, fordi deres mødre får det gratis, og når mor hele tiden også får nyt flot tøj, vil lille Sofie så ikke være ligesom mor? Forbrugergenet kommer ind med modermælken, og jeg synes faktisk, at det er direkte ulækkert. For mig at se er det etisk uforsvarlige ved at have en babyblog ikke, at barnet bliver konfronteret med 100.000 billeder af sig selv senere i livet, men at bloggere OG deres læseres børn bliver født og opdraget i en forbrugsbobbel, der har intet at gøre med virkeligheden i resten af verden.

Og når man så er blevet opdraget til at være forbruger, bliver denne trang til forbrug hele bekræftet, når man ser smukke lykkelige kvinder og gerne vil være ligesom dem. Man kan ikke helt gennemskue nøglen til deres lykke, men man kan i hvert fald se, at de køber meget nyt tøj, så hvis nu man gjorde det samme, kunne det være, at noget af al glamouren smittede af på én selv. Det værste er, at jeg gør det selv hele tiden. Lige nu sidder jeg f.eks. i en Ganni-nederdel, som jeg blev forelsket i på Emily Salomons blog. Jeg er lykkelig for den, for den er nemlig lige ”mig”. Det sker altså igen og igen, og jeg kommer med garanti til at give forbrugsgenet videre til mine egne børn engang, fordi jeg føler, at jeg virkelig elsker tøj.

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om materialisme, og om hvordan forbrug på en måde er en flugt fra virkeligheden og en måde at undgå at se alverdens problemer i øjnene på (tænk bare på ”små ting” og ”lykken er” indlæg, for NEJ, lykken er ikke en ny neglelak, lykken er at være ved godt helbred, ikke at have en psykisk sygdom, ikke at være sulten). Men jeg vil slutte her og i stedet høre, om I har en holdning til alt det her? Identificerer I jer med at købe tøj? Og hvad synes I om, at børn bliver opdraget til forbrug (hvis I altså ikke synes, jeg skal holde min kæft og blande mig udenom, ha ha)?

KLOGE LÆSERE

Ej, hvor er mange af jer kommet med nogle seje og kloge kommentarer til mit indlæg i går. For fanden hvor er det fedt at kunne skrive om nogle mere seriøse ting og stadigvæk have et publikum. Så er det fuldstændig lige meget, at følgertallet ikke er enormt, for jeg sætter så meget pris på at kunne skrive om det samfund, vi lever i, og så tilmed få noget konstruktiv feedback tilbage. Kvalitet fremfor kvantitet, ja tak!

Og så til en lille fredagsbetragtning. Hold kæft jeg er glad for, at jeg ikke går i gymnasiet længere og skal deltage i alt muligt socialt fis. I går på Hillerød station betragtede jeg en stor flok, hvor alle piger var klædt i pels og chunky støvler med en cigaret i hånden – er det stadig moderne? Jeg troede, cigaretter var blevet yt for lang tid siden! Jeg stod ved siden af en gruppe af både piger og drenge, som ivrigt diskuterede svamp på kønsdelene, yum… Jeg husker selv ret tydeligt hele det sociale spil med at få drengenes opmærksomhed. Drenge i gymnasiet får alt for meget opmærksomhed… Nå, men da toget trillede ind på perronen gik jeg resolut mod enden af toget i hælene på en noget ældre dame end mig selv. Da vi gik ind og satte os, fik vi først øjenkontakt og gav derpå hinanden et anerkendende blik for at have taget sådan en pragtfuld beslutning om at flygte ind i det allerhelligste i s-toget: Stillekupeen.

https://www.bryllupsfotograf.pro

https://www.bryllup-fotograf.dk

https://www.bryllup-fotograf.net

Så hvis jeg opfører mig som en på 40 nu, må jeg være 80 om blot to år. Der er altså ikke så lang tid tilbage at leve i, så jeg må hellere se få noget ud af det! Heldigvis står denne fredag på venindehygge og en sushi-date alt sammen iført høje sko og pailletjakke, huja!

sjovt

Det er sjovt, hvordan mange har så ufatteligt travlt op til jul. Mig? Jeg slapper den og chiller max. I går havde min far fødselsdag, hvor den stod på kaffe, waleskringle og flag, og hvert år er det dejligt med et lille afbræk fra julestemningen, som praktisk talt bliver stoppet ned i halsen på én, hvor end man vender og drejer hovedet.

Men julen, den kan man ikke helt slippe fra. Jeg har to poser med gaver stående klar til at tage med til mine forældre i morgen, og det på trods af vi kun er os tre juleaften, og jeg har netop spist min næstsidste lakridspibe fra min pibekalender. Kalenderlyset brænder flittigt, og så har jeg ovenikøbet pakket min egen gave fra E ind i dag – uden helt at gætte hvad det er, haha, men jeg har det fornemmelsen 😉

I dag vil jeg dog flygte lidt fra julestemningen og se resten af True Detective, som Cathrine anbefalede forleden – jeg ved ikke, om Matthew McConaughey er skabt til serien, eller om serien er skabt til ham. Han formår i hvert fald altid at ligne lort i alle sine roller, og det må man sgu give manden, talent for grimhed, dét er imponerende.

Med ønsket om en dejlig lillejuleaften vil jeg nu smide mig i sofaen med sweatpants på og få myrekryb over noget så frygtindgydende som sataniske mord og Matthew McConaugheys ansigt, når han er på stoffer.