Datenight

I denne måned rykkede vi datenight frem til igår, både fordi Frederik skal arbejde d. 21, men også fordi det er på min fødselsdag og jeg gerne vil være hygge sammen med familien den aften.

klassisk musik med Aalborg Symfoniorkester

Igår var vi inde og høre lidt klassisk musik med Aalborg Symfoniorkester, som denne aften havde fornøjelsen af at spille sammen med Andreas Brantelid. Andreas Brantelid spillede smuk musik af Edward Elgar og efterfølgende spillede orkesteret et stykke af Felix Medelssohn-Bartholdy. Koncertens tema var skotske melodier, og det var simpelthen SÅ godt! Jeg blev hurtigt forelsket i de både lystige og livlige toner, men også de mere sørgmodige og magtfulde.
Desuden var det også sidste gang at dirigenten Rumon Gamba og Aalborg Symfoniorkester holdt koncert i Aalborg Kongres & Kulturcenter, da de nu flytter ned i det nye Musikkens Hus ved havnefronten, så det var en ganske særlig aften.

Da jeg gik i gymnasiet tog vores musiklærer os med ind i Aalborg Kongres & Kulturcenter for at lytte til klassisk musik, og allerede fra første taktslag var jeg betaget. Det er en helt særlig oplevelse at sidde tæt på og se musikken blive udført. Musikken fylder hele ens krop og tanker på en helt anden måde end når man blot lytter til musikken derhjemme – det er som om musikken tynger én ned i sædet, man trækker vejret roligere og dybere, man flyder bare med og tænker både på alt og intet. Det er virkelig afslappende og derfor havde jeg længe ønsket at komme ind og opleve det igen.

Jeg tænkte over hvor glæden for det klassiske egentlig stammer fra, og jeg tror helt sikkert at det kommer fra da jeg som barn stod i Rigssalen og sang om Guds ord. Musikken dér var også komponeret klassisk og jeg mindes at det føltes storslået at synge med den slags musik i ryggen. Frederik til gengæld, tænkte på de gamle Disney Klassikere hvor al underlægningsmusik og lydeffekter også blev lavet af store symfoniorkestre. Klassisk musik kan noget intet andet musik kan, det behøver ingen sang eller andre effekter, det ér bare og så er det op til lytteren af fortolke, føle og være.

Vi snakkede om, om klassisk musik vil blive ved med at bestå, nu hvor tiden tilbyder så mange moderne alternativer. I går aftes var vi stort set de eneste unge mennesker tilstede i salen, og på et tidspunkt vil generationen af dem der elsker klassisk musik jo dø – og hvad sker der så?
Jeg vil i hvert fald gøre mit til at videreføre glæden for det klassiske til vores børn og jeg håber virkelig at de vil tage det til sig.

Hvis du endnu ikke har oplevet klassisk musik, så skylder du virkelig dig selv at prøve det også selvom du måske ikke lytter til klassisk musik derhjemme. Gør det! Og bliv betaget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *