Dyrehaven

Mens den lyse sommeraften omgav os, og de grønne bøgekroner duftede fugtigt, cyklede E og jeg endnu en gang slalom gennem hestepærerne i Dyrehaven for at nå et mål. Sidste gang var målet pindis på Statoil, denne gang softice på Bakken.

Min mund bød den kolde vaniljesmag et varmt velkommen, og mine tænder knasede det farverige krymmel med tilfredshed. Det var som at være barn; boder i massevis, isbutikker ved hvert hjørne, balloner og rutsjebaner i alle størrelser. Men så blev jeg voksen igen. Bakken forekom mig pludselig slidt, forældet og øde. Jeg søgte efter glade smil, lattermilde børn og voksne med nostalgi i blikket. I stedet fandt mit blik de unge i boderne, hvis øjne afspejlede dyb kedsomhed, og et par nyudklækkede studenter, der spiste tarteletter på en sølle tag-selv restaurant. Måske var det bare en sløv aften, jeg ved det ikke.

Men nogle gange kan man selv vælge sit eget livssyn. Og den aften valgte jeg at se på Bakken med mine barnlige øjne. Min softice var stor og sød, Bakken havde uendelige muligheder for at gå på opdagelse, og både dryssets og forlystelsernes utallige farver fascinerede mig. Nogle gange skal man prøve at lukke af for det logiske og opleve verden som stor, fantastisk og forunderlig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *