Intelligente mennesker kan ikke samarbejde?

Der findes hos visse ledere en modvilje mod at ansætte medarbejdere med høj IQ. En typisk begrundelse vil være: “Samarbejdsevner er vigtigere end intelligens” (underforstået: Intelligente mennesker kan ikke samarbejde).

Omvendt finder man også ledere, der er begejstrede for medarbejdere, som lynhurtigt kan overtrumfe deres egne indfald og fungere som sparringspartner på højtflyvende ideer.

Du kender med garanti billedet af den distræte professor – i dagens Danmark: den nørdede kollega. Lidt virkelighedsfjern, eftertænksom og ofte med nogle skæve vinkler i diskussionerne. Faktisk kan det være lidt svært at følge med i deres argumenter – man ser ikke lige sammenhængen mellem, hvad de fortæller, og det, der diskuteres. Det kan så være den samme kollega, som med dødsforagt kaster sig ud i bordfodbold-matchen i frokostpausen, som livligt diskuterer de nyeste PC-spil og er lidenskabelig violinspiller i sin fritid. 

At en bestemt medarbejder har en høj IQ fortæller ikke i sig selv, hvilken persontype vi står overfor. Mennesker med en høj IQ findes i alle mulige udgaver – præcis ligesom resten af befolkningen. Nogle tænker mest med hjertet, andre mest med hjernen. Nogle er meget opmærksomme på, hvordan deres kolleger har det, andre har større fokus på opgavernes faglige indhold. Nogle er gode til at lytte og meddele sig, andre foretrækker at arbejde alene.

Ét træk har de højt intelligente mennesker dog til fælles: De kan sætte sig ind i komplicerede problemstillinger og hurtigt danne sig et overblik. Det er svært at forestille sig en situation, hvor dette karaktertræk vil være en ulempe.

Høj IQ = lav social intelligens?

Man kan i medierne undertiden se “eksperter” udtale sig om, at intelligente mennesker ikke kan samarbejde.

Det er en meget udbredt antagelse herhjemme, at “når folk er gode til noget, så må de nødvendigvis være dårlige til noget andet”. Måske ligger der noget ønsketænkning eller jantelov i det. Men denne antagelse holder ikke altid stik.

Vi har nok alle sammen haft klassekammerater, som var gode til både sprog og matematik. På samme måde er der masser af logisk begavede mennesker, som også har en høj grad af social intelligens. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at de to ting følges ad. – Men her kommer jeg selvfølgelig med en udokumenteret påstand, ligesåvel som eksperternes påstand om det modsatte er…

Eksperternes påstand kan måske skyldes, at de tænker på personer med Aspergers Syndrom? Aspergere er netop kendetegnet ved høj IQ og lav social intelligens, ofte med den samme mangel på empati, som ses ved autister.

Fordelene ved medarbejdere med høj IQ

Trangen til at stille “dumme” spørgsmål og foreslå forandringer findes hos de fleste mennesker med en høj IQ. En sådan adfærd kan måske distrahere nogle kolleger og endda irritere visse ledere, men er faktisk nødvendig for virksomhedens og produkternes udvikling. Også i transformationsfasen fra idé til virkelighed, hvor et højt abstraktionsniveau og evne til at visualisere er væsentlige, kommer intelligensen ind som en nyttig faktor.

Det er jo værd at bemærke, at den offentlige holdning er, at Danmark skal overleve den globale konkurrence netop ved at sætte fokus på at kunne levere viden. Viden er vores relle konkurrencekraft.

I bogen “The General Intelligence Factor” af Linda S. Gottfredson fremgår det klart, at mennesker med høj IQ mindre ofte end andre bliver skilt, lever i fattigdom eller er på overførselsindkomst. Også i “The Bell Curve” af Richard J. Herrnstein og Charles Murray er der godt materiale der viser samme tendens. Se flere kilder nederst.

Vi taler altså her om produktive og værdifulde medarbejdere, som er stabile og gode kolleger.

Konklusion

Påstanden om, at intelligente mennesker ikke kan samarbejde, er ikke dokumenteret og siger nok mest om eksperternes egne fordomme. Det er en generalisering i stil med “Toyota’er ruster!” Ja, nogle af dem. Og det gør nogle Opel’er også. 

Læs også:

One Reply to “Intelligente mennesker kan ikke samarbejde?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *