Kan man savne briller?

Jeg sidder overfor min kæreste ved vores spisebord i vores lejlighed. Her har vi siddet over for hinanden i snart et år, stenet facebook på vores computere, lavet seriøse uni-opgaver, spist skodaftensmad sammen. Lige nu spiser jeg leverdrenge med agurk på og skriver det her. Med ambivalente følelser. Jeg elsker blogmediet, jeg elsker mode, og da jeg for tre måneder siden besluttede mig for at blogge (igen), vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at elske at skrive så meget. Tøjet og moden er én ting, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så passioneret omkring at formulere mig i ord, vendinger og talemåder. Jeg kommer ikke til at blogge de næste to måneder, og på en måde er det befriende at slippe væk fra hjernevaskende reklamer, facebook og hele den verden, der ligger på min Macbook Air. Men jeg kommer også til at savne det.

I morgen tager jeg på Roskilde Festival, og den 9. juli tager jeg 7 uger til Ecuador i Sydamerika. Jeg skal arbejde frivilligt, bo hos en værtsfamilie, tale spansk og opleve et lille stykke af verden. Altsammen på egen hånd. Uden familie, uden venner, uden min kæreste. Det seneste år har været hårdere end noget år, jeg har oplevet før. Og jeg er træt. Træt af hverdagen, træt af skole, træt af Lyngby, træt af Danmark. Så nu flygter jeg for en lille stund. Jeg holder mig et lille sabbatår her i sommerferien, da jeg tog direkte på uni efter 3.g. Jeg skal ikke ud og redde verden, redde alle de forældreløse børn og realisere mig selv som én, der tager vare på den 3. verden. Jeg skal ej heller se verden for bare at se den. Man behøver ikke rejse om på den anden side af kloden for at se fantastiske ting.

Jeg vil derimod gerne forstå, hvordan det er at have en hverdag i et land som Ecuador, forstå menneskene der bor der og tage noget af den erfaring med hjem til Danmark, gøre den til en del af min faglige bagage og måske bruge den i mit fremtidige arbejde som psykolog. Jeg har en idé om at for at forstå, hvordan den vestlige verden lider, må man også forstå, hvordan ulandene lider. Hvem ved, måske lærer jeg intet, måske bliver det en kæmpe fiasko. Men også det er en form for erfaring, som jeg kan tage med mig.

Jeg efterlader alt bag mig, opgiver alle forpligtelser. Jeg kommer til at savne min kæreste så meget, så det gør helt ondt at tænke på, men vi er stærke, og hvis man har hele livet foran sig sammen, er 7 uger ingenting. Så jeg vil ikke sige farvel til Hcs briller, men på gensyn. Jeg håber, at I stadig har lyst til at følge med, når jeg vender tilbage til september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *