KARRIEREFRÆSER ELLER BAGLAND?

Nogle mennesker arbejder 16 timer i døgnet, fordi de synes, det er sjovt – eller fordi de ikke ka’ la’ vær’! Andre nægter at arbejde mere end 7,5 timer pr. dag. Hvor befinder du dig på denne skala? Den lidt kryptiske overskrift hentyder til nogle arbejdertyper eller rettere nogle livsformer. Vi tilhører alle enten en af nedenstående kategorier, eller også er vi en blanding af flere. Men du kan helt sikkert finde dig selv.

LØNMODTAGEREN
Du arbejder det antal timer om dagen, som du skal. Ikke mere. Arbejdet er kun noget, der skal overstås, så du kan komme til at holde fri. Du er fagligt solidarisk og dit højeste ønske (bortset fra høj løn og kort arbejdstid) er jobsikkerhed.

DEN SELVSTÆNDIGE
Du kikker ikke på klokken, når det gælder din egen virksomhed, og når du endeligt holder fri, beskæftiger du dig alligevel med jobbet. Der er ikke noget skarpt skel mellem arbejde og fritid: Du læser fagbøger, går til kurser eller forbereder dig på anden måde til arbejdet.  Lønnen er mindre vigtig for dig. Det vigtigste er at være sin egen herre.

KARRIEREFRÆSEREN
Dit højeste ønske er egen virksomhed, så du arbejder gladeligt alle døgnets vågne timer for at realisere dit mål.  Fritiden bruges til at lade op til jobbet. Familiens rolle er at give dig opbakning og service. Din eneste virkelige hobby er dit arbejde. Øvrige fritidsaktiviteter er udvalgt efter deres imageskabende effekt. Du skifter hyppigt job for at søge nye udfordringer.

HUSMODEREN
Du er den perfekte partner til Lønmodtageren. Du lever for at yde service, og din motivation er familiens trivsel. Du bliver forsørget af din partner, men du har ingen indflydelse på størrelsen af din partners succes. Du kræver, at din partner bruger sin fritid sammen med familien.

BAGLANDET
Du er den perfekte partner til Karrierefræseren. Du er veluddannet, har selvstændige hobbies eller måske endda freelance- eller deltidsjob. Dit mål er at fremme ægtefællens karriere; det er vigtigere end familielivet. Du bliver ligesom Husmoderen forsørget.

FIND DIN LIVSFORM
Som du ser, handler det i høj grad om følelser og værdier. Hvis du ikke gør dig klart, hvad arbejde betyder for dig, er der stor risiko for, at du aldrig bliver tilfreds. Hvis du er i et parforhold, skal I være enige om både jeres egne og hinandens roller på dette punkt.

DER ER ANDET HER I LIVET…
Selvom du har et afklaret forhold til, hvad du vil med dit arbejdsliv, så er der andre aspekter, der spiller ind på din tilfredshed, måske især hvis du finder dig selv i Husmoderens eller Baglandets rolle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *