Man ved, hvad man har

”Man ved, hvad man har” er nok den holdning, som afholder mange af os fra at springe ud på det dybe vand. Den faste løn hver måned er en nødvendighed for de fleste af os. Men prisen kan nemt være, at vi vælger vores ”jobliv” ud fra logik og ikke med hjertet. Og resultatet kan blive en ond cirkel, hvor vi ikke engagerer os i det job, vi har, og andre betragter os som fast inventar.

Den nagende fornemmelse af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og med de forkerte opgaver er bestemt ikke behageligt, og at dømme efter de mange mails, vi får fra Jobm@gasinets læsere, er der rigtig mange, som kender den. 

Der er to væsentligt forskellige baggrunde for, at følelsen dukker op – og eet gennemgående problem, som er svært at tackle. De tre emner behandles nedenfor:

Uddannelsestyranniet

Har man gennemført en uddannelse inden for et bestemt område er der en (naturlig) tendens til, at man vælger jobs, hvor man kan bruge den uddannelse. Et eksempel er den, som har afsluttet sine studier med et flot diplom som ingeniør. Her vil alle forvente, at den nyuddannede naturligvis søger en stilling der passer til uddannelsen.

Men hvad nu, hvis ingeniøren efter kort tid på arbejdsmarkedet finder ud af, at ingeniørjobs bestemt ikke svarer til drømmene? Eller hvis motivet for overhovedet at blive ingeniør i virkeligheden var, at det blev forventet af familien, som gennem flere generationer har været ingeniører? ( Nogle vil hævde, at ingeniører er så bredt uddannede, at de sagtens kan anvendes indenfor alverdens discipliner. Så erstat eksemplet med skolelærere, sygeplejersker, korrespondenter eller andre grupper J).

Sandheden er også, at erhvervslivet ikke er specielt fleksibelt, når man som ansøger har en anden uddannelsesmæssig baggrund end den, der er beskrevet i jobannoncen. 

Nogle eksempler fra læserne giver nogle tankevækkende eksempler på misforholdet mellem uddannelse/job og der, hvor hjertet reelt ligger:

  • Uddannet cand.merc. i revision – og ville meget hellere have en butik med modetøj
  • Uddannet ingeniør med fysik som speciale – men vil meget hellere arbejde med mennesker og sprog

Hvis du genkender denne situation, foreslår vi, at du gør følgende: 

  • besvarer spørgsmålene i ”Motivationsfaktorer”*) og undersøger, hvor dit reelle potentiale bedst kan anvendes
  • vurderer, om du har modet – og mulighederne – for at udskifte trygheden med udfordringerne
  • Hvis du bliver i jobbet, så find fritidsinteresser, hvor du frit kan afprøve dit potentiale (fx Junior Chamber)

Det grønne græs

Det danske sprog er fuldt af gode ordsprog, som meget præcist kan beskrive en situation eller en stemning. Tænk fx på ” Græsset er altid grønnere på naboens mark”.

Virksomhederne bliver mere og mere bevidste om, at de skal sælge selv overfor mulige ansøgere. Stillingsannoncerne bliver større og større, og tilbudene om personlig udvikling og trivsel bliver bestemt ikke mindre. Har du set Post Danmarks kampagne med temaet: ”Hvem vil have en chef på nakken?” Mon ikke mange, som har en chef på nakken altid, vil begynde at overveje, om de er kommet på den forkerte hylde? 

Vi bliver naturligvis påvirket af de spændende stillingsannoncer og ikke mindst af, at medierne konstant fortæller om mangel på kvalificeret arbejdskraft. (Og du er jo kvalificeret – med potentiale til meget mere, end de udfordringer, som tilbydes i dagligdagen J).

Det er interessant, når man hører om, hvad andre oplever i deres virksomheder: Spændende personalearrangementer (”…..Hele afdelingen blev sendt til konference i Miami hvor de i en uge boede på luksushotel”), succes og positivt omdømme ( ”…Man kan ikke undgå at være lidt stolt af at være med i den succes”), og ikke mindst spændende og udviklende opgaver. 

Man vil nødigt lyde misundelig og slet ikke forbindes med ordsproget: ”De er sure, sagde ræven om de rønnebær, den ikke kunne nå.” Men man kan vel ikke helt undgå at reflektere over sin jobglæde, når man bagefter sidder i den lille frokoststue i den kendte hørm af madpakker og skal sætte en streg på køleskabet, når man tager en sodavand.

Men inden du går for langt i dine overvejelser, vil det være klogt at vurdere, om det, du hører om andre firmaer, nu også er sandt. Der er jo altid en slange i paradiset. Læs artiklen ”Lugten i bageriet” *).

Hvis du genkender denne situation, foreslår vi, at du gør følgende:

  • Undersøger mulighederne for at få ændret på din stillingsbeskrivelse i dit nuværende job. Sommetider rejser en kollega – så er det om at melde sig hos chefen og bede om de af vedkommendes opgaver, som du gerne vil have. Ofte bliver chefen glad for denne hjælp til at få et puslespil til at gå op. 
  • Alternativt kan du – især i større firmaer – bede om jobrotation. 
  • Den tredie og sidste mulighed er at tage konsekvensen af de manglende udsigter til en bedre situation, og søge helt væk.

Den svære beslutning

Et gennemgående træk for alle de mails vi har fået – og alle de karrieresamtaler, vi har gennemført – har vist, at der er en afgørende grund til, at man bliver hængende ”på den forkerte hylde.” Det er den præcise formulering af, hvad man vil, der mangler! 

Fordi det er svært at sætte ord på, hvordan man gerne vil leve sit liv på jobbet, er det svært at finde det optimale job. Eller for den sags skyld at kunne sætte ord på, hvad man er utilfreds med i sit nuværende job. Hvis det er dit problem, kan vi foreslå kurset ”Karriererådgivning for voksne” *).

I et par tidligere artikler i Jobm@gasinet har vi beskæftiget os med præcist det problem. Prøv at læse kapitlet om nytårsforsætter fra “Frihed til at vælge” *) eller artiklen ”Er det nu, jeg skal skifte?” *)

Der er naturligvis lige det praktiske problem for mange, at de ikke helt ved, hvad de kan tillade sig at forvente af et godt job. Det kan du få et konkret bud på ved at læse Jobm@gasinet idegrundlag *). Her er et kort uddrag:  

  • Alle mennesker har enestående og værdifulde kvaliteter, som andre har brug for 
  • Sammenfaldet mellem jobindhold og personlige kvaliteter er forudsætningen for jobglæde 
  • Et positivt og optimistisk livssyn er afgørende for personligt velbefindende 
  • Ethvert menneske har behov for at føle sig værdsat og anerkendt – også på jobbet 

På redaktionen ønsker vi dig held og lykke med din søgen efter den rette hylde. Har du selv erfaringer  både positive eller det modsatte, som du vil dele med andre, hører vi meget gerne fra dig. Vi vil så bringe dine synspunkter i bunden af denne artikel (Anonymt, hvis du ønsker det – bare vi kender din identitet.)  

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *