tradition

Vi håber at du har haft en skønherlig juleaften og at juledagene kun vil gøre dig mere godt.

Vi selv havde besøg af både Lola (mormor), Mormor (farmor) og Farfar (den er god nok…), og det var bare rigtig, rigtig hyggeligt.

BB-traditionen tro inviterede vi til frokost med tre slags sild, lun leverpostej, sylte og dertilhørende snaps og juleøl.
Vi er rigtig glade for den tradition, for så har vi hele dagen sammen hvor vi bare går og hygger og slapper af.

I vores hjem spiser vi gås og flæskesteg til julemiddagen, og da det er Frederik og Farmor der står for den del af menuen, så smagte den som sædvanligt himmelsk! Og traditionen tro, spiste jeg så meget at jeg fik helt ondt i mavsen, haha..

Ris a’la manden er mit speciale, og fordi det var så stor en succes sidste år at blande lidt citronskal deri, så gjorde jeg det igen i år. Så er ris a’la manden knap så tung og fed, når man skal spise flere portioner for endelig at nå frem til den eftertragtede mandel.
I år foreslog Frederik dog et nyt mandel-koncept, og vi lagde uden at fortælle det til nogen 10 hele mandler i ris a’la manden! 10! Og der var lettere forvirring over at både Farfar og Farmor havde fundet en mandel.
Men istedet for at én finder mandlen i første mundfuld og først afslører sin fangst når skålen er helt tom, så spiser alle lidt mere retfærdigt når det handler om at være den der finder flest mandler. Det var vældig skægt, så måske det bliver en ny BB-tradition.

Både Ludwig og Dagmar var utroligt gode og tålmodige hele dagen og nød at have alle de voksnes opmærksomhed, dog måtte Dagmar give efter for søvnen da det var tid til at danse om juletræet.
Herhjemme venter vi alle på at manden i huset tænder juletræet og når han endelig kalder, træder vi ind i stuen og udbryder “Neeeei hvor flot!”.
Så vælger vi hver en sang og starter med den yngstes valg, men da Ludwig gerne ville synge Nu’ det jul igen så sluttede vi af med den istedet. Ludwig elskede at løbe rundt om træet og klappede ivrigt efter hver sang! Der kunne vi rigtig mærke at dette i sandhed er Ludwigs første rigtige jul, hvor han virkelig forstår alting.

Så var det gavetid og Ludwig fik lov at åbne både sine egne og Dagmars gaver, indtil Dagmar vågnede igen og kunne være med til resten af aftenen. Og ja, jeg som verdens bedste mor havde selvfølgelig kreeret verdens bedste ønskeliste for børnene, så ALLE gaver var spot on og Ludwigs blik i øjnene har aldrig været mere begejstret!

Det var bare en rigtig skøn aften! Intet mindre! Bum!
Som skrevet, så håber vi at du havde en ligeså skøn aften – glædelig jul herfra os fire.

STORT

Igår havde vi en dag helt uden planer, og vi valgte at bruge den i børnenes tegn og tog derfor et smut i det nye legeland i Aalborg – Leo’s Legeland.

Efter et par dage med tung julemad og begrænset aktivitet udover dansen rundt om juletræet, så trængte især Ludwig til at der skulle ske noget. Så da vi havde spist morgenmad, skiftet bleer og taget behageligt tøj på, drog vi afsted.

Det er gratis for voksne og børn under 1 år at komme ind, så det var kun Ludwig der måtte lægge lidt i indgangen. Heldigvis ville far gerne lægge ud for ham, og 125 kr. er jo lige til at overkomme.

Hold nu op det er stort! STORT! Ludwig var fuldstændig målløs da vi kom derind og han gjorde først store øjne over alle de flotte dyr i jungleudsmykningen og dernæst over alle de udfordrende baner og legesager der var overalt.
Vi gik først ned til området for små børn, så Dagmar også kunne få brændt lidt krudt af inden hendes middagslur. I det ene hjørne af den enorme hal er der indrettet et rigtig fint område kun til babyer og små børn, hvor de bare kan kravle rundt selv uden at de voksne skal være bange for at de kommer noget til. Hold op, hvor både Ludwig og Dagmar nød det. Dagmar var et stort smil!

Efter lidt tid dér, ville Ludwig gerne prøve noget lidt mere udfordrende, så Frederik gik med ham hen til de mange forskellige store rutchebaner og klatrebaner oppe under hallens loft. Det eneste man kunne høre Ludwig sige var “Mer’ Mer’ Mer’!” og det tog vist mere på fars kræfter end det gjorde på Ludwigs energiniveau.

Heldigvis kunne far tage sig en slapper i det legetøj der er sat frem til de voksne – en skøn, skøn massagestol, som virkelig tager fat om hele kroppen og som der virkelig er kamp om blandt alle forældrene. Stolene stod i hvert fald aldrig tomme mens vi var derude.

Vi spiste ikke derude, så maden kan vi ikke kommentere på. Vi syntes dog at de havde et godt stort udvalg og man kunne også købe mad til de helt små børn, hvilket jeg synes ofte nedprioriteres eller slet ikke er muligt at købe når man spiser ude.
Der var mange spisepladser i hver ende af hallen, og jeg synes at spisemiljøerne var rigtig flotte og så rene og indbydende ud.

Efter 2 timers leg kunne Dagmar ikke mere, så mens far og Ludwig rendte rundt, satte vi os i en af de mange opstillede sofagrupper så Dagmar kunne tage en lille morfar.
Det er ret lækkert at der står så mange sofaer rundt omkring, for så er de voksne næsten altid sikret en god siddeplads mens de kan sidde og følge med i børnenes leg og tumlen.

Vi havde en rigtig god oplevelse derude og vi havde slet ingen betænkeligheder ved at lade børnene lege som de havde lyst til, for sikkerheden omkring alle legeattraktionerne var i top. Det er helt sikkert et sted vi vil anbefale andre at tage hen og vi vil klart derind igen, det er perfekt til en rigtig familiedag, hvor man både får grint og udfordret hinanden i sjove lege.

sprog

Så er endnu et år gået og hvilket år!

For os har årets højdepunkt selvfølgelig været da lille Dagmar kom til verden d. 23 marts. Med hendes fødsel skete der mange ting i vores familie. Vi skulle pludselig være fire i hjemmet, vi skulle være forældre til en pige og Ludwig skulle nu være storebror – så mange nye roller på én gang, men hvis jeg selv skal sige det så har vi også klaret det med bravour!
Selvfølgelig har det været knaldhamrende hårdt, og meget hårdere end vi måske lige havde forestillet os. Det er hårdt at være forældre til to krævende blebørn, som skal have hjælp til en masse ting og det er især hårdt at være alenemor når far hele tiden er på arbejde og forsøge at få to grædende børn lagt i seng på hver deres etage. Det hårde slid og de mange tøjvaske glemmes hurtigt, når man kan høre at de griner sammen på Ludwigs værelse og når de kaster sig om halsen på os af ren uspoleret lykke når vi har været adskilt, også selvom vi blot har været i to forskellige rum. Det er det kærlighed handler om, og 2013 har virkelig været året hvor vi har lært hvad kærlighed er, for intet må være større end den ubetingede kærlighed der er mellem forældre og børn, men især mellem søskende!

Ludwig har påtaget sig rollen som storebror med stor ære, og har lige siden han vågnede og opdagede til sin store forbløffelse at lille Dagmar lå i mine arme og ikke længere i min mave, været det kærligste lille menneske jeg nogensinde har mødt. Han har kysset og krammet hende, hentet sutter og tørret gylp væk, og selvom at Dagmar nu er begyndt at være en værre pilfinger og en lille drillepind når Ludwig leger, så behandler han hende altid med stor respekt og som sin ligemand (eller kvinde…). Så kan man ikke andet end være stolt!

2013 var også året hvor Ludwig virkelig begyndte at snakke, ja munden har jo nærmest ikke stået stille på ham siden han opdagede hvor stor en kraft det talte sprog har. For hver dag der går lærer han flere og flere nye ord og bliver bedre og bedre til at sammensætte lange sætninger, og det er bare sindssygt fedt! Intet mindre, hold op hvor åbner der sig bare en helt anden og meget sjovere verden når vi nu kan kommunikere med ham og han fortæller de bedste røverhistorier – såsom at Julemanden har taget alle hans penge. Arhmen, du skulle have været der!

Frederik gør sig jo ikke kun i det talte sprog, men også i det skrevne og i efteråret debuterede han som forfatter og fik udgivet sin første bog “Livet levet nedenfra”. Det har været en rigtig spændende rejse, både at få solgt sit eget værk, at være i medierne og at møde andre forfattere. Jeg er så stolt af ham og hvad han kan, og når jeg har fulgt ham på sidelinjen kan jeg ikke være andet end inspireret til selv at stræbe efter det jeg godt kan li’.

Og hvordan har mit år så været? Da jeg satte mig ned for at skrive stikord til dette indlæg, så kunne jeg faktisk slet ikke komme i tanke om, hvad jeg overhovedet har præsteret i dette år … måske fordi jeg har haft så travlt med at være mor til to.
Jeg har haft rigtig mange kreative idéer i 2013, nogle bedre end andre, og havde da i en kort periode stor succes med at sælge suttesnore, men så fik jeg travlt med mit studie og jeg forsøgte også at huske at nyde min barsel. Jeg har alt i alt bare haft rigtig mange jern i ilden, og måske også flere end jeg kunne jonglere med.

Hvad kan vi så se frem til i 2014?
Først og fremmest bliver vi jo sat lidt på prøve i forhold til kontanthjælpsreformen, men jeg håber inderligt at vi snart kan blive beriget med et job til mig, så vores lille familie overlever uden for mange mén.
Dernæst skal Dagmar jo starte i vuggestuen her til januar og til sommer skal Ludwig begynde i børnehave – wauw, tiden går virkelig stærkt!
Hvis kontanthjælpsreformen ikke tvinger os fra hinanden inden, så kan vi også se frem til den glædelige begivenhed at vi skal giftes til sommer. Jeg glæder mig helt ustyrligt!

Det der med nytårsfortsæt har jeg aldrig rigtig været god til, men næste år vil vi rigtig gerne blive bedre til at være mere nærværende når vi er sammen. Slut med mobiltelefoner når vi spiser og når vi leger med børnene, intet på de sociale medier kan være så vigtigt at det skal frarøve os kvalitetstiden med hinanden.
De sidste par år har handlet meget om at være forældre, men nu hvor Dagmar er blevet så stor at hun ikke ammes mere, vil vi også være bedre til at have kærestetid. Så d. 21 januar, og så vidt muligt d. 21 i årets efterfølgende måneder, vil være helliget Frederik og Nicholaine – ikke far og mor.
Slutteligt vil vi være bedre til kun at spise slik om fredagen til DisneySjov, så vi kan være gode eksempler for vores børn.
Mon ikke tre nytårsfortsæt er nok, især når de er så gode? Så må vi gøre vores bedste for at de bliver overholdt.

fest

Igen i år var vi bare os selv herhjemme, og vi havde det rigtig sjovt og hyggeligt hele dagen og aftenen.

Selvom vi bare var os fire, så skulle vi selvfølgelig alligevel dække op til fest. Ludwig havde valgt lidt nytårsgejl sidst vi var ude at handle, som vi så pyntede op med. Vi havde måske regnet lidt med at Ludwig ville være bange for bordbomberne og diverse knallerter der lå i posen, men det var han slet ikke i år, han var en rigtig dreng der bare ville have at vi prøvede igen og igen, så der blev virkelig spredt konfetti ud over det hele – heldigvis lovede Ludwig at han gerne ville hjælpe mig med at støvsuge det hele op i dag.

Mens far lavede hovedretten så dansede vi andre til høj musik, og når Ludwig ikke gad danse med Dagmar og jeg længere, så stod han på sin skammel ved vinduet og var fascineret af al den fyrværkeri der ikke kunne vente med at springe til midnat. Men så fik børnene da også set lidt af den festklædte himmel, nu når de ikke kunne holde sig vågne helt til kl. 00.

Kl. 19 faldt Dagmar i søvn, kl. 21 faldt Ludwig i søvn, kl. 21.20 vågnede Dagmar igen og kl. 23 faldt hun i søvn igen, så det var ikke meget kærestetid vi havde, men så kunne vi i stedet nyde den smukke fyrværkeriudsigt, champagne og kransekagen alene.
Jeg har ikke fået så mange genstande siden … ja det kan jeg næsten slet ikke huske, så efter både at have delt en flaske hvidvin, rødvin og champagne kunne jeg godt mærke at min krop slet ikke var i træning til den slags pjat, så mit hoved var godt tungt da det ramte hovedpuden … og igen da jeg stod op imorges! Så jeg startede 2014 ud med mine første tømmermænd siden 2010! Hold da op!

Så i dag har vi bare slappet af, set tegnefilm og bygget baner i stuen. Fordi det har været så afslappet en dag, så sprang Ludwig sin normale middagslur over og Dagmar sov kun én lur, så begge børn måtte tidligt i seng i dag.

Ludwig og jeg lavede en børnevenlig forret bestående af pindemadder med leverpostej, ost og pålæg, og rejer. Så brugte vi en af hans udstikkere fra hans legekøkken, hvilket han synes var meget sjovt og så pyntede vi dem med små flag lavet af tape og tandstikkere.

Frederik stod for hovedretten, som bestod af tournedos lavet af krondyrmørbrad  – mmmh det var lækkert! Synes ellers ikke at jeg mindes tidligere at have været særlig begejstret for vildt, men det her smagte simpelthen SÅ godt.

Jeg stod så for desserten, hvor vi fik blødende chokoladefondant og nougat-is med lidt eksotiske frugter.

Og så var der en lille stang kransekage til far og mor, da begge børn allerede sov da nytåret blev ringet ind.

Vi skulle egentlig også have haft en voksendessert bestående af lidt forskellige oste, men vi var så mætte, så dem vil vi nyde nu i stedet …

Knækbrødshapsere

I dag har været en rigtig god dag.
Dagmar er ved at blive kørt ind i vuggestuen, og det har ikke udelukkende været let, men i dag er det bare gået super, så jeg har været totalt overskudsmor.

Jeg plejer ofte at give Ludwig og Dagmar en lille snack når vi kommer hjem fra vuggestuen. Så sidder vi omkring spisebordet og falder til ro ovenpå en lang dag, vi lægger puslespil og hyggesnakker.
Den lille snack hjælper også på at de ikke går hen og bliver alt for sultne inden aftenmaden kommer på bordet, og ulvetimen bliver knap så pylret og stressende når de har fået lidt i maven.

Da Dagmar havde spist frokost besluttede vi os derfor for, at lave nogle knækbrødshapsere til når Ludwig kom hjem fra vuggestuen. Herhjemme laver jeg normalt lchf-knækbrød, men disse er lidt mere børnevenlige med rug- og hvedemel.

Du skal bruge til ca. 30 små hapsere…
100 g. rugmel
50 g. hvedemel
35 g. havregryn
50 g. sesamfrø
50 g. græskarkerner
50 g. hørfrø
50 g. solsikkekerner
1 tsk. bagepulver
2 tsk. salt
2 dl. vand
1 dl. olie

Du skal gøre…
Bland alle de tørre ingredienser.
Tilsæt vand og olie, og ælt det godt sammen med en ske.
Hæld halvdelen af den fugtige dej på et stykke bagepapir og rul det sammen til en pølse.
Gør det samme med den anden halvdel.
Fold bagepapiret om pølserne og læg dejen i køleskabet i en halv time

Skær dejen ud i passende størrelser og læg dem på en bradepande beklædt med bagepapir, tryk dem eventuelt lidt ud med fingrene så de bliver flade.
Bag dem sprøde i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 minutter.

Opbevar knækbrødene i en lufttæt beholder.

De er lækre som de er, men vi herhjemme kan godt lide dem med en god klat smør eller marmelade – mmmh!

Tumletid

Dagen var spækket med gode tiltag

Dagen var spækket med gode tiltag, og vi startede ud med Tumletid sammen med bObles. Ludwig og Dagmar fik til jul et par gaver med bObles i, og især Ludwig har brugt meget tid på at bygge baner med dem, så da jeg fortalte ham at vi kunne bygge en endnu større bane til Tumletid, så var han totalt klar på at komme afsted.
Marianne fra bObles var med og hun var både rigtig god til at motivere og hjælpe børnene i gang med at lege med alle de seje bObles-dyr, men hun var også rigtig god til at snakke med os mødre og forklare om hvert tumlemøbels anvendelsesmuligheder og hvordan de udfordrer børnenes motorik på forskellige måder.
Ludwig var især glad for donutten og ormen, så det kan være vi skal ønske os dem til børnenes fødselsdage.

Imens der var Tumletid havde Joe & The Juice sponsoreret nogle rigtig lækre milkshakes til os mødre – de så i hvert fald rigtig lækre ud… Lad mig sige det sådan, jeg er klodset og Ludwig har vist arvet min klodsethed! Ludwig nappede en milkshake fra bordet og da han med stor koncentration om milkshaken gik hen mod vores siddepladser så glemmer han at se hvor han går og vælter over noget legetøj fra Tumletid, og vupti så var der kaffe-milkshake udover det hele og udover lille klodsede Ludwig. Iih, hvorfor skal vi altid være så pinlige?
Heldigvis var alle rigtig søde og hurtige til at hjælpe Ludwig, og efter lidt trøst hos mor, var han klar til at lege igen, dog nu med en vedhængt duft at kaffe. Så jeg nåede faktisk aldrig at smage milkshaken, men de fik rosende ord fra de andre mødre.

Efter Tumletid skulle vi have hørt oplæg fra evomove om den hypede nomi-stol og fra en grafisk designer omkring fotografering, men begge disse blev desværre aflyst. Heldigvis kunne Louise fra kommid.dk godt komme og hun holdt et rigtig godt oplæg om, hvordan vi som bloggere kunne optimere vores blog og vores indlæg. Jeg synes det var rigtig spændende, og det var dejligt at blive bekræftet i at jeg gør mange af tingene i forvejen, og at få nye og nyttige tips til hvordan læseren kan få en endnu bedre oplevelse på bloggen.

I løbet af dagen var der mange små og fine konkurrencer sponsoreret af forskellige virksomheder, men derudover fik vi også en virkelig stor goodiebag fyldt med ene lækre sager! Der var virkelig meget og det var faktisk helt overvældende. Hvad der gemte sig i goodiebag’en vil jeg dog først vise senere, da det fortjener et indlæg for sig.
Dog vil jeg lige vise én af sponsorgaverne, nemlig nedenstående motorikringe fra bObles. Selvom Dagmar ikke var med til Tumletid, så kunne hun alligevel nyde godt af #blogeventaalborg, for hun hyggede sig rigtig længe med ringene da Ludwig og jeg kom hjem.

Jeg synes at Kamilla og Trine med deres initiativ og store arbejde bag #blogeventaalborg gjorde det rigtig godt og jeg var meget imponeret over, hvor mange sponsorer og hvor megen støtte de havde fundet til arrangementet.
Det var dog rigtig ærgerligt at to af oplæggene måtte aflyses, og jeg manglede måske lidt mere præsentation af hvem de andre inviterede bloggere var, for jeg kendte ikke så mange af dem i forvejen. Men jeg synes at det var rigtig flot og rigtig fedt at Kamilla og Trine tog det første skridt og arrangerede sådan et godt event, og jeg håber at der i fremtiden vil blive flere lignende events for os bloggere heroppe nordpå.

pædagogen

pædagogen

I sidste uge skulle Ludwig tilbage til vuggestuen efter sin juleferie, og som noget nyt skulle Dagmar også med.
Min barsel slutter i næste måned, så vi ville gerne lade Dagmar starte i god tid, så hun kunne få en så rolig og god opstart som muligt, ligesom vi gjorde med Ludwig.

Ludwig og Dagmar går på samme stue og vi havde snakket herhjemme om, hvordan og hvorledes vi skulle gøre det i forhold til at Dagmar i den første uge skulle have korte dage og om vi så skulle lade Ludwig blive eller tage ham med hjem samtidig med Dagmar.
Efter at have snakket med pædagogen om det, mente hun at det var bedst Ludwig blev, så sådan blev det de første par dage selvom det var rigtig svært.

Ludwig kunne jo ikke rigtig forstå, hvorfor mor først var der og hyggede, og så pludselig bare gik hjem med Dagmar uden ham. Han klamrede sig til mine ben og vrælede, og jeg havde det rigtig dårligt med at efterlade ham sådan, selvom jeg godt vidste at han hurtigt ville tænke på noget andet.

Derfor besluttede jeg mig for, at jeg de sidste par dage i indkøringen bare ville tage ham med hjem når Dagmar var færdig med sin dag, og det fungerede SÅ meget bedre. Ingen skrig og skrål, men to glade børn. Jeg skulle bare fra start have fulgt min mavefornemmelse, men det var for svært for mig at modsige den erfarne pædagogs vejledning.
Det gjaldt jo alligevel blot en enkelt uge, og jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at det ville have været den bedste start for dem begge at de havde fulgtes ad, så både Ludwig og Dagmar ikke skulle se hinanden blive SÅ kede af at blive afleveret og hentet hver for sig.

Men trods besværet ved aflevering og afhentning i den første uge, så har de klaret det rigtig godt. Jeg har på fornemmelsen at Ludwig synes det er hyggeligt at Dagmar også er der, og at han stadig leger med de andre uden hele tiden at skulle være storebror. Han er bare rigtig stolt af hende og når de andre børn hilser på hende siger han “Min Dagmar!”.

I dag skulle Dagmar så have sin første hele dag dernede og det gik også super godt, så jeg er en glad mor. En glad mor som tog far med ud på frokost-date i dag, ja det er jo med at udnytte når man pludselig er børnefri sådan en hel dag.

Tiden er bare gået så stærkt, synes først lige Dagmar er kommet og omvendt føles det som om hun altid har været her, men tænk at hun allerede går i vuggestue.
Jeg er rigtig spændt på at se hvordan Dagmar vil udvikle sig, nu hvor hun har fået en ny hverdag sammen med så mange andre børn og også hvordan Ludwig og Dagmars forhold vil blive, når de er sammen uden mor og far. Jeg synes allerede at Dagmar ser meget større og ældre ud, men måske er det bare en moders øjne der er så stolt over at hun har klaret sig så fint med indkøringen.

voksen

Endelig blev vi færdige med videoen over Ludwigs andet år her i verden. Bedre sent end aldrig, right?
Tænk at han om 6 måneder allerede bliver 3 år og vi igen skal have lavet en ny video, og om 2 måneder skal Dagmar have sin første video – hvor bliver tiden dog af? Godt vi dokumenterer den.

Det er bare så skægt at se hvor meget han har udviklet sig på så kort tid, og jeg er sikker på at han kommer til at synes det bliver rigtig sjovt, og måske også lidt pinligt, når han som voksen ser alle de videoer vi får lavet til ham. Og hvad mon vores børnebørn vil sige til dem?

Jeg er i hvert fald rigtig glad for at vi får dem lavet, for jeg bliver så rørt og nostalgisk af at se dem igen og igen, og det er virkelig noget helt specielt i forhold til almindelige billeder.

Nå, men, her er den – god fornøjelse!

Dagmar

Begge vores børn er slanke og lange, så selvom Dagmar fx. er lang nok til at bruge str. 74 i bodyer og trøjer, er hun ikke tyk nok til at bruge str. 74 i bukser. De falder simpelthen af! Så ligesom Ludwig gjorde, så må Dagmar også for en tid gå med stumpede bukser, indtil det en dag udligner sig.
Men sådan kan jeg da ikke sende hende ned i vuggestuen, så i sidste uge gik jeg på jagt efter nye bukser til hende.

Jeg faldt for disse skønheder fra hhv. Tumble n’ Dry og nameit. De er begge fra mærkernes nye 2014 forårskollektion og er nogle skønne tykke leggings. Og så er de endda i str. 74 og passer fint om både mavsen og stumper slet slet ikke.

Det er egentlig utroligt at der skal være så stor forskel på alle mærkerne, men som forældre lærer man jo hurtigt hvilke mærker der passer godt til ens børn.
Herhjemme er vi især glade for H&M og nameit. Jeg har aldrig hørt om mærket Tumble n’ Dry før, men fra udvalget de havde i Salling så synes jeg faktisk at det ser ud til at være et rigtig flot og spændende mærke, som også lader til at passe vores slanke børn.

Ludwig vågner

Ludwig vågner

Om morgenen når Ludwig vågner, kommer han altid ind og putter hos os i 5 minutter inden vi står op. Hvis han hører at Dagmar er ved at vågne på sit værelse, springer han altid op af sengen og råber “Mig henter Dagmar!”.

Så løber han hen til hendes dør, lister den forsigtigt op og stikker hovedet ind for at se om hun er vågen. Så tænder han lyset og siger begejstret “Heeeeeej Daaaaagmaaaar!!”. Så kan vi høre inde fra soveværelset at de begge er meget begejstrede for at se hinanden og Ludwig er straks henne ved tremmesengen for at kramme hende gennem tremmerne og spørger “Sov godt? Sov gooodt?”.

Denne morgen mente Ludwig dog at jeg ikke skulle komme ind og sige godmorgen til lille Dagmar.
Ludwig tramper bestemt ind i vores soveværelse…
– Mor, ikk’ gå ind til Dagmar! Ikk’ gå ind og sige ‘morn!
– Nej, nej, jeg tager bare tøj på først.
– Ja, først om 1 minut!
– Okay, jeg kommer om 1 minut.

Da jeg så er på vej derind, kommer Ludwig trampende igen…
– NEJ Mor, altså!
– Må jeg ikke komme endnu?
– Nej, ikk’ gå ind til Dagmar! Mig henter Dagmar! Mig siger ‘morn!
– Jamen I skal jo gøres klar til vuggestue.
– Ja, men ikk’ nu! Først om 1 minut! Så kommer jeg henter dig!

Ludwig kom ikke efter 1 minut, så jeg gik derind og Ludwig sidder oppe i kufferten med Duplo…
– Altså mor!!
– Jamen vi skal til at igang.
– Okay, så skift Dagmar først, jeg bygger et tårn!