UDBRÆNDT

Vi kender alle til “forårstræthed”, hvor man for alvor er udkørt og kun trænger til sol og varme. Det er ikke den type udbrændthed, der her tænkes på.

I mange virksomheder er jeg stødt på medarbejdere, som tydeligvis ville have godt af luftforandring – de er kørt sur i en daglig trummerum. De har mistet gnisten og er ofte i første række, når virksomheden skal skære ned. Lykkeligvis er der mange, som blomstrer op, når de så har fået et nyt job.

Symptomerne på udbrændthed er som regel:

  • Manglende engagement og kan ikke begejstres
  • Selv nemme opgaver bliver uoverstigelige
  • Temperamentet kommer hurtigt i kog – mavesår eller mavesurhed

Omvendt er jeg sikker på, at udbrændthed ikke har noget at gøre med at have travlt!

Er du selv udbrændt – og hvad vil du gøre for at genopdage den forelskelse, du følte, da du i sin tid blev ansat?

Er din chef udbrændt? Hvad gør du og dine kolleger ved det problem? Og hvordan oplever I det forresten i dagligdagen?

Udbrændt – det er ikke sjovt!

Læs Bentes egne erfaringer:

Jeg har prøvet en sygemelding i næsten 3 måneder pga. udbrændthed. Jeg er ansat i en konsulentfunktion i en offentlig uddannelsesinstitution. Pudsigt nok var jeg også sikker på, at nu mistede jeg mit job, jeg var ikke god nok.

Min reaktion inden sygemelding var hovedpine, søvnproblemer og allergi. Psykisk var jeg utrolig træt, irritabel og kunne kun se “lukkede” døre.

Det er særdeles sundt at blive stoppet i dagligdagen, – at få tid til at fundere over dagligdagen.

Min årsag til udbrændthed var følgende:

A. Min hverdag og min jobprofil passede ikke sammen.

B. Mine jobværdier blev overhovedet ikke indfriet

Der var en skjult dagsorden fra en leder, der så mig som en rival og saboterede/stoppede mit arbejde på pæneste embedsmandsmaner.

Det er svært at gennemskue, når man står midt i dagligdagen, men efter min sygemelding, gik jeg i gang med at arbejde for sagen.

Jeg elsker de opgaver, jeg har i min jobprofil, og jeg er glad for mine kollegaer, så jeg ville gerne kæmpe for sagen.

Først havde jeg en samtale med min leder, hvor jeg meget ærligt fremlagde mine jobværdier og konsekvensen af at negligere dem:

Opgaverne bliver slet ikke løst, og jeg bliver rimeligt umulig (det kan altså kun lade sig gøre, fordi det er en offentlig institution). Jeg gjorde krav på de jobfunktioner, der er i min jobprofil, og det lød, som om vi havde en vældig gensidig forståelse.

Men ak og ve. Min ærlighed blev i den grad brugt mod mig, så jeg oplevede mig selv en dag som en furie, der fik et så voldsomt raserianfald, at det ikke er noget at prale af.

Så måtte jeg et trin længere op i hierarkiet og kontaktede min forstander. På det tidspunkt var jeg klar til at miste jobbet og forventede at gøre det!

Jeg afleverede en skriftlig klage over min leder og mine begrænsede muligheder for at udføre mit job tilfredsstillende. Jeg bad om en ny leder.

Se, nu er jeg jo en heldig kartoffel: Jeg er ikke den eneste, der har haft problemer med vedkommende. Jeg fik en ny leder og har det som blommen i et æg nu. Jeg laver et godt stykke arbejde og har det skægt.

Men-men, det har været en hård pris, og det tager et års tid, at komme på mærkerne og få tillid til verden igen.

Hilsen Bente

På vej op igen

Læs Jonnas beretning om hendes udbrændthed:

Hejsa

Jeg er i den situation, at jeg er total udbrændt som socialpædagog. Har arbejdet med små børn, sorg, krise, død – og som afd.leder på en lille specialafdeling for syge og døende børn.

Nu er den del slut – jeg har været sygemeldt et år – og er ude i lyset igen – MEN HVAD NU ??

Livsglæden er tilbage – til en helt, helt anden type job!

Jeg får attest på, at jeg ikke skal arbejde som socialpædagog, men hvad med “når man ved, hvad man har” – men ikke aner, hvad man får – eller skal søge ??

Jeg er utrolig livsglad og får det ofte at vide: at jeg spreder liv og glæde. Det må være min natur.

Jeg er engageret, når det, jeg er interesseret i, griber mig – og det er meget!

Jeg har en vild drøm om at starte en lille blomsterforrretning med loppeting også – jeg er god til at tale med folk, god til at få triste folk til at le -jeg skriver lynhurtigt på PC (Windows 98 og Office 2000), skriver digte, sange – o.s.v. Kreativ og udadvendt.

One Reply to “UDBRÆNDT”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *