VÆRDIER FOR ARBEJDSLIV OG FAMILIELIV

Problemstillingen med at få arbejdet og familielivet til at hænge sammen har jeg selv inde på livet som mor til to fantastiske unger, samtidig med at jeg arbejder med emnet som konsulent for Arbejdsmarkeds-Etisk Råd. Det er et selvstændigt råd, der ønsker at præge arbejdsmarkedet med etiske vinkler og værdier. Vedrørende problematikken arbejds- og familieliv har vi udviklet fem værdier som vi ser som et godt udgangspunkt for en bedre sammenhæng.

Først lidt om, hvad det er børnefamilierne står i af konflikter. Vi får det ofte til at lyde som om det at få arbejde og familie til at hænge sammen er et problem, der er opstået inden for de sidste par år. Faktisk har det jo været svært de sidste 25 år, hvor kvinden er kommet mere og mere ud på arbejdsmarkedet. Og i 1977 var der kun tre måneders barsel, få pasningsmuligheder, ingen orlovsmuligheder, ingen barnets første sygedag eller omsorgsdage. 

Så selv om vi klager os i dag, så har vi det immervæk meget bedre end både børn og forældre i 70´erne og 80´erne, hvor begge forældre var udearbejdende. Så måske er det på tide, at vi flytter fokus væk fra hvad arbejdsgiveren og politikerne bør gøre, for jeg ser egentlig, at de ydre rammer for en bedre sammenhæng er ret gode de fleste steder – selvom der stadig er arbejdspladser, der fungerer som i 1977.

Brug for at flytte fokus

Jeg vil i stedet sætte fokus på det individuelle ansvar vi har som arbejdstager og forælder. Det er jo ikke altid bare chefens skyld at arbejdsugen ryger op over de 37 timer og det er ikke altid arbejdets skyld, at børnene er meget i institutionen. Det er også min skyld, for det er mit ansvar at få det til at hænge sammen som forældre. (Her skelner jeg ikke mellem mor og far, for det kan faktisk godt lade sig gøre, at begge tager lige meget ansvar for en bedre sammenhæng). 

Det er os som forældre, der selv sætter dagsordenen for vores liv og vore børns liv. Det er vores valg, om vi vil have stort hus med meget plads, eller vi vil nøjes med noget mindre. Det er vores valg om boligen skal ligne Bo Bedre eller bare være funktionel og hyggelig. Det er vores valg om vi allerede nu skal have de samme goder i livet som vore forældre har, der har slidt hele livet for dem. For det hele er et spørgsmål om prioritering. Og her er forbrugersamfundet ved at løbe af med os. Vi er forblændede af alt det vi bare må have, vi er forblændede af at hus, have, børn og os selv skal ligne modemagasinerne for at vi kan have det godt. Vi er nødt til begge at arbejde fuld tid for at få råd til det hele – eller er vi?!? 

Stop lige op

Det er én måde at se det på: vores høje forbrug styrer vores arbejde, så vi ikke har tid til andre værdier i livet, tid til familien. En anden problemstilling er at vi også rent karrieremæssigt skal nå det hele inden vi bliver 40. Hvorfor skal vi det? Hvem siger livet er forbi som 42-årig? Politikerne snakker konstant om, at vi må arbejde længere end til vi bliver 60 år, for at samfundet kan køre rundt. Hvorfor så ikke vente med det helt store karriereræs til børnene er så store, at de alligevel ikke gider have mor og far hængende over dem hele tiden? Hvorfor køre karriere i de år, hvor børnene er mest afhængige af en? 

Det er igen et spørgsmål om, at vi hver især tager ansvar for vores liv og ikke kører med på karrierebølgen. Naturligvis er det også et spørgsmål om, at hele arbejdskulturen på arbejdspladsen ændres, så der ikke bliver set skævt til de, der sætter karrieren i bero, men mere om det under Arbejdsmarkeds-Etisk Råds værdier.

Også ansvar for andre

Ansvar er også hele grundtemaet for de fem værdier som Arbejdsmarkeds-Etisk Råd har opstillet for en bedre sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv. Vi har alle et individuelt ansvar for ikke blot vores eget liv, men også for at andres liv kan hænge sammen. En basal tanke i menneskelivet, er at vi ikke kan leve alene, at vi altid er afhængige af hinanden og at vores liv er viklede ind i hinanden. Uanset om vi er arbejdstager, arbejdsgiver eller forældre. 

Forviklethed er et hjemmestrikket, men godt ord, der betyder at man ikke kan være menneske uden at have andre mennesker omkring sig. Der er altid en gensidig afhængighed. Vi har alle et livsrum, nogle  muligheder / drømme / ambitioner med vores liv. Det livsrum har andre magt til at udvide eller indskrænke. Hver gang vi kommer en anden person i møde, så giver vi et stykke magt til den anden. Han/hun har magt til at møde mig positivt eller negativt som kollega, chef eller ægtefælle. Vi har alle et ansvar i livets forskellige situationer – hver gang vi står over for et andet menneske, om det så er vores børn eller chefen.

De fem værdier

De fem værdier Arbejdsmarkeds-Etisk Råd har fundet for arbejdsliv og familieliv, håber vi kan være med til at vi alle stopper op og overvejer vores situation. Der er nemlig ikke andre, der kan lave op på situationen end os selv, og det kan godt være det kommer til at koste noget, hvis tingene skal forbedres, men hvem gider at der på ens gravsten skal stå: “Han var en god arbejder”? “Eller hun blev chef som 35 årig”?

De fem værdier er:

  1. Partnerskab mellem arbejdsgiver og arbejdstager 
  2. Fokus på familieværdier 
  3. Arbejdets prioritering
  4. Positiv familiekultur på arbejdspladsen 
  5. Fleksibilitet i ansættelsen

Ad 1. Partnerskab mellem arbejdsgiver og arbejdstager

Det er vigtigt at arbejdstageren og arbejdsgiveren ser det som et fælles projekt at familie- og arbejdsliv skal have gode rammer. Der er behov for samarbejdsaftaler, hvor alle føler en ansvarlighed for at børnene får en god opvækst og bliver fremtidige gode samfundsborgere. 

  • Arbejdsmarkeds-Etisk Råd anbefaler at man på alle arbejdspladser, store som små, får diskuteret en familiepolitik. At alle får mulighed for at komme med deres holdninger. Målet er at skabe en sammenhæng, så det enkelte menneske, virksomheden og familien erkender og møder hinandens behov og forventninger på en hensigtsmæssig måde, så der opstår synergi. 
  • Sker det, har virksomheden vist social ansvarlighed og den enkelte ansatte har vist ansvarlighed for egen familie og virksomheden.

Ad 2. Fokus på familieværdier

Som forældre har man først og fremmest et ansvar for de børn man sætter i verden. Det primære ansvar for børneopdragelsen ligger hos forældrene, hvor skole og institutioner bærer med i anden omgang. 

  • Arbejdsmarkeds-Etisk Råd anbefaler at man som forældre til små børn sætter egne personlige behov til side for en tid. 
  • Samtidig er det vigtigt at forældrenes forhold plejes og ikke prioriteres lavere end børn og arbejde. Udgangspunktet for at børnene har det godt, er at forældrene har det godt med hinanden. 
  • Familien skal arbejde på, at hjemmet er den trygge ramme for alle familiemedlemmer, hvor man kan hvile ud og “være sig selv”. Arbejdsgivere og ledere kan være gode forbilleder, hvis de går foran med et godt eksempel ved at prioritere familien.
  • Arbejdsmarkeds-Etisk Råd ønsker at fokusere på værdier og holdninger. Den enkelte familie skal have frihed til at indrette sig som det passer bedst for dem. Derfor skal far eller mor selv afgøre, hvem der holder orloven.

Ad 3. Arbejdets prioritering

Arbejdet fylder meget i mange menneskers liv. Arbejdsmarkeds-Etisk Råd vil være med til at sætte en anden dagsorden, hvor arbejdet er vigtigt, men ikke målet med livet. Hvor arbejdet giver identitet, men menneskets primære identitet er at have værdi som menneske. Hvor arbejdet betyder et godt socialt fællesskab, men det primære fællesskab er med dem “derhjemme”. Hvor arbejdet er vigtigt for at kunne tjene penge til livets ophold, men livet er mere end materielle goder. 

  • Arbejdsmarkeds-Etisk Råd vil opfordre alle mennesker, der arbejder til at stoppe op og overveje, hvad det er der styrer vores liv? Er det anerkendelse og magt, er det et behov for materielle ting, er det familietiden, er det konstant udvikling eller er det…? 

Ad 4. Positiv familiekultur på arbejdspladsen

Arbejdsmarkeds-Etisk Råd vil være med at til at fremme en kultur på alle arbejdspladser, hvor det er muligt at gå hjem efter en 8-timers arbejdsdag med god samvittighed. Hvor det er i orden at far tager barnets første sygedag eller ønsker at arbejde på nedsat tid. 

  • Hvor det accepteres af både kollegaer og chefen, at mor går ned i arbejdstid i en periode. Og at hun samtidig ikke behøver at miste alle de spændende og sjove arbejdsopgaver. Arbejdsmarkeds-Etisk Råd vil gå foran i en holdningsændring og gøre det legitimt at prioritere familien højere end arbejdet – eller bare være med til at ligestille familieliv med arbejdsliv.

Ad 5. Fleksibilitet i ansættelsen

Mangfoldighedsledelse er mest et begreb der bruges til integration af indvandrere, men det er også et aktuelt begreb i forhold til familieliv og arbejdsliv. Der skal være plads til en mangfoldighed af ansættelser. Der skal herske en fleksibilitet og frihed, så eksempelvis småbørnsforældre har mulighed for at arbejde på deltid permanent eller i perioder, have flekstid, omsorgsdage og mulighed for hjemmearbejdsplads, hvor det er relevant samt orlovsmuligheder.

Disse aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager må løbende evalueres og justeres. Fleksibiliteten på arbejdet skal bruges på familien, og det vil den blive, hvis de øvrige værdier her får betydning. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *