Wallstreet

I de sidste to uger har Frederik og jeg godt nok været meget ude, meget mere end vi normalt kommer – Hej verden! – men der har både været rund fødselsdag i familien, julefrokost med boligforeningens bestyrelse og vi har også været inde i byen til frokost et par gange, nu hvor vi alligevel var derinde i forbindelse med andre gøremål.

Igår var det d. 21 januar, og som vi aftalte i vores nytårsfortsæt så skulle den 21-ende jo være kæreste-dag. Så selvom vi faktisk har været afsted flere gange i denne måned uden børn, så ville vi nu gerne afsted igår også, nu hvor det kun var os og uden andre formål end at hygge os.
Så igår kom Farmor og hyggede om Ludwig og Dagmar, mens Frederik og jeg smuttede i biffen for at se The Wolf of Wallstreet.

Før vi fik børn gik jeg faktisk ret meget i biografen, det har jeg gjort lige siden jeg var teenager, hvor jeg sagtens kunne gå i biografen flere gange på en uge og nogle gange for at se den samme film!
Det vil jeg nu ikke længere, men derfor er jeg alligevel ret glad for at begge børn endelig spiser alm. mad og kan passes uden for meget besvær, så vi engang imellem kan komme afsted i for eksempel biografen, uden at vi skal bekymre os alt for meget om hvordan det går derhjemme.

Det var også rigtig dejligt at være afsted igår, omend vi kom til at sidde lidt uheldigt med et snavende midaldrende par på den ene side og en storgrinende klappende fyr på den anden. Godt nok er jeg stadig ung og forelsket, men jeg synes alligevel jeg er for gammel og for nærig til at betale 200kr for en biograftur og så kun se det kvarte af filmen fordi man har for travlt med at kissemisse! Nej, altså!

Men vi hyggede os og jeg glæder mig til at vi skal afsted igen, omend det ligger på min fødselsdag, men derfor kan vi jo godt tage afsted alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *