Vi siger, at vi ikke har tid. Alligevel sætter vi timer af til notifikationer, pseudo-opgaver og endeløse videomøder. Vi skyder skylden på arbejde, familie, eller “livet”, men jeg tror, vi har skabt en arbejdskultur, hvor det at være konstant optaget er blevet en status – et mærkat for succes. Som freelancer, som forælder og som digital borger, har jeg ofte følt mig presset af en usynlig forventning om altid at være “på”. Spørgsmålet er: Har vi mistet kontrollen over vores arbejde – og vigtigere endnu, over vores tid?

### 1. Fra frihed til fangenskab: Hvor gik det galt?

For få årtier siden blev computeren og smartphonen solgt som produktivitetsrevolutioner. De skulle give os frihed til at arbejde, hvor vi vil – og hvornår vi vil. Og indledningsvist føltes det også sådan. Vi talte begejstret om det fleksible arbejdsliv. Men uundgåeligt begyndte grænserne at smuldre. Kontoret flyttede hjem, og med det flyttede arbejdet også ind i weekender, ferier og familiemiddage.

I dag kæmper tusindvis af danskere med stress og udbrændthed. Ifølge tal fra Stressforeningen føler ca. 430.000 danskere sig dagligt stressede, og en stor del af dem angiver arbejdet som årsag. Vi befinder os i en samfundsstruktur, hvor arbejdslivet invaderer det personlige rum, konstant og uden pause. Digitaliseringen har muliggjort 24-timers arbejde, men vi har fejlet i at sætte grænser.

Digitalt arbejde og fleksibilitet behøver ikke være onde i sig selv. Men det kræver modenhed – teknologisk og menneskeligt. Et klassisk citat af Douglas Rushkoff rinder mig i hu: “Program or be programmed.” Vi har ladet os programmere til at tro, at vi skal være tilgængelige altid. Men det er ikke teknologiens skyld. Det er vores kultur.

### 2. Digital flimmer og den usynlige belastning

Jeg arbejder selv meget digitalt – både kreativt og administrativt. Jeg kender glæden ved at kunne besvare e-mails i togkupeen eller tage et møde under en gåtur. Men jeg kender også bagsiden: følelsen af aldrig at blive rigtig færdig. Af at være mentalt ”på” selv efter, jeg har lukket computeren. Det er ikke kun stressende – det tærer på koncentrationsevnen, søvnmønstret og ikke mindst de relationer, der kræver nærvær.

Undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at fleksibelt arbejde kan føre til øget arbejdspres, særligt fordi grænsen mellem arbejde og fritid bliver utydelig. Mange danskere svarer f.eks. på arbejdsrelaterede beskeder uden for arbejdstid, og 4 ud af 10 oplever, at workloads vokser med fleksibiliteten. Når grænsen mellem arbejdsliv og fritid udviskes, mister vi et vigtigt psykologisk værktøj: afslutningen.

En arbejdsmæssig ”afslutning” er vigtig, både fysisk og mentalt. Når vi ikke længere siger farvel til kollegaer kl. 16 og fysisk forlader kontoret, bliver arbejdsdagen ikke afsluttet. Den glider – ubemærket – videre. Det gør det svært at restituere. Hjernen forbliver i ”arbejdstilstand”. Her er det værd at tænke over konsekvenserne for både trivsel, innovation og familieliv.

### 3. Hvad bør vi gøre – og hvad kan vi selv gøre?

Det er let at placere ansvaret hos virksomheder, politikere eller samfundet. Og bevares: De har noget ansvar. Regeringen har netop lanceret en ny strategi for arbejdsmiljø 2023-2025 med et særligt fokus på mentalt sundhed på arbejdspladsen (læs mere hos Arbejdstilsynet her). Det kan give håb om en mere bæredygtig arbejdsstruktur på sigt.

Men i mellemtiden har vi selv et ansvar – og en mulighed – for at ændre vores digitale arbejdsliv. Her er nogle refleksioner, der har hjulpet mig:

– Skab dine egne “digitale arbejdstider”. Hold digital pause efter kl. 18. Det virker.
– Slet arbejdsmail og Teams fra telefonen uden for arbejdstid. Du er ikke maskine.
– Planlæg mødefri dage – her opstår ofte kreativiteten.
– Brug frakobling som kvalitetstid: Gå en tur uden lyd. Tal med nogen uden skærm imellem jer.
– Acceptér, at du ikke kan være “produktiv” hele tiden. Livskvalitet er ikke en KPI.

Flere danske virksomheder – herunder Velux og Nordea – har indført mailsfri tidspunkter og opfordrer ledere til at undgå at sende beskeder om aftenen. Sådanne tiltag kan virke som små symboler, men de er stærke signaler i kampen mod uendeligt arbejde.

Jeg holder af mit arbejde – jeg elsker det, faktisk. Men jeg elsker det mere, når det har sin tid og sin plads i mit liv. Og jeg elsker mit liv mere, når arbejdet ikke stjæler pladsen fra relationer, ro og refleksion.

### Afslutning

Tiden er blevet en af vore mest værdifulde ressourcer, og alligevel lader vi den flyde gennem fingrene i et digitalt arbejdsliv uden klare rammer. Det kalder på debat – men også på personligt ansvar og nye vaner. Teknologi skal ikke diktere vores liv; vi skal tage kontrollen tilbage. Ikke ved helt at fravælge det digitale, men ved at opdrage os selv til at bruge det med omtanke.

Hvis vi igen giver os selv lov til pause, til nærvær og friktion, kan vi måske fikse netop det, som teknologien sögs at afløse: Følelsen af at være i balance. For det, vi savner allermest, er ikke tiden i sig selv – men følelsen af, at vi bruger den rigtigt.