Er det mig, der er blevet gammeldags – eller har vi glemt, hvad offline betyder?

I takt med at samfundet bliver mere digitalt for hver dag, er jeg begyndt at spørge mig selv: Er jeg bare en sur gammel sjæl i en alder af 38, når jeg savner tiden før konstant opkobling? Tiden før det blev acceptabelt at svare på sms’er midt i en samtale, scrolle på Instagram til søndagsmiddagen eller tage mobilen med på toilettet som fast vane.

Jeg har intet imod teknologien. Jeg er netop en del af den ”digitale generation”, der med begejstring tog imod de første mobiltelefoner, lagde vores liv på Facebook i 2009 og lærte os at arbejde fra alt mellem sommerhuse og lufthavne. Men her i 2024 føles det som om, teknologien har taget styringen. Som om det er blevet normen at give den vores konstant delte opmærksomhed – uanset tid og sted.

Hvornår blev “tilgængelig” egentlig synonymt med “value”?

Vores relationer bliver overfladiske – og det er ikke tilfældigt. Jeg har svært ved at lade være med at bemærke, hvordan vores samtaler bliver kortere, og vores blikke oftere søger væk fra hinanden. Hvor mange af os føler os faktisk set i vores dagligdag – og hvor mange føler blot, at vi konstant kommunikerer? Jeg oplever, at der er sket en forskydning fra dyb til bred, fra det nærværende til det delte. Det handler ikke længere om, hvem vi er sammen med, men hvem der ser, vi er sammen med.

En undersøgelse fra Dansk Magisterforening bekræfter denne tendens. Her fremgår det, at mange yngre mennesker føler sig ensomme, på trods af at de har sociale medier som en fast del af hverdagen (kilde). Det digitale nærvær beroliger ikke altid det analoge hjerte.

Jeg tror ikke, det handler om sociale medier alene – men om kultur og prioriteringer. Når det bliver mere naturligt at tjekke en story end at stille spørgsmålet “hvordan har du det?” uopfordret, viser det, at vi som samfund har rykket os. Væk fra samvær, hen mod performativ kommunikation.

Det hele handler om hastighed – ikke hensigt

Jeg har mange gange kigget frustreret på min indbakke og følt, at folk forventede et øjeblikkeligt svar. Ikke fordi noget hastede – men fordi tempoet har ændret sig. Hvis du svarer for langsomt, tolkes det som mangel på interesse. Hvis du ikke reagerer på et signal, bliver du pludselig “ghostet”.

Men der er en enorm forskel mellem at være svaret og at være værdien i det, du svarer. Har vi opbygget et samfund, hvor vi hele tiden reagerer – og stopper med at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi egentlig er i gang?

I en tidligere artikel i Politiken (kilde) blev fænomenet kaldt “konstant kontakt”, men “minimal forbindelse”. Det synes jeg er en rammende formulering.

Tilstedeværelse kræver fravær – og det er vi dårlige til

Måske den største udfordring i vores digitale samtid er, at vi har vænnet os til kontinuitet og aldrig tilstede i øjeblikke uden input. Enhver pause fyldes intuitivt med skærm.

• Vi læser ikke længere meninger i stilhed.
• Vi svarer på samtaler på vej til døren.
• Vi planlægger mens vi burde opleve.
• Og vi deles om øjeblikke – i stedet for at være til stede i dem.

Men som psykolog Svend Brinkmann så klogt har skrevet i sin bog Gå Glip (kilde), skal vi “ture sige nej” og “gå glip af noget” for at finde sig selv i en verden af tilbud om kontakt. Vi skal lære at vælge fraværet – ikke kun for at være afkoblet, men fordi vi så netop kan koble til livet igen.

Behøver vi et sæt “digitale spilleregler”?

Vi må begynde at tale åbent om, hvad det gør ved os, når telefonen altid er en udvej. Når samtaler brydes af notifikationer, og nærhed umærkeligt udskiftes med flimrende distraktioner. Hvilket signal sender det til vores børn, vores partnere, vores kolleger?

Måske vi – som samfund og fællesskab – skal begynde at lave “aftaler” omkring tilgængelighed, forventninger og pauser. Ikke som et forbud, men en bevidsthed.

• Ikke telefoner til middag (med mindre nogen skal føde eller dø)
• Ikke mails efter 20 (med mindre man arbejder på et hospital)
• Ikke hurtige svar bare fordi man kan – men gennemtænkte svar fordi man vil

Der findes heldigvis allerede initiativer, der sætter fokus på digital balance. For eksempel den danske kampagne Tid uden Skærm fra Center for Digital Pædagogik (kilde), der opfordrer både voksne og børn til at skabe teknologifrie åndehuller. Det viser, at der er en voksende bevidsthed – men vi skal turde gøre det personligt.

Vi skal finde nye måder at være moderne – uden at blive mekaniske

Et moderne opgør handler ikke om gram eller gigs. Jeg ved godt, at det virker som småting: at insistere på øjenkontakt, fysisk bøger og uforstyrrede gåture. Men i virkeligheden er det måske det mest moderne, vi kan gøre.

Det virkelige oprør i 2024 er ikke at smide teknologien væk – men at begynde at definere, på hvilke præmisser vi lever med den. At insistere på offline pauser i en online verden. At udvise respekt nok til at kunne sige: “jeg er her – det vil jeg gerne være sammen med dig”.

Ikke som en gammel romantiker. Men som et moderne menneske, der ønsker at mærke – ikke blot måle tiden.

Vi lever i en tid, hvor vi kan alt – men savner stadig at være nær.