Er Vi Ved at Miste Evnen til At Kede Os?

Af: En digitalt træt stemme midt i støjen

Er der noget, du hader mere end at vente i kø uden din telefon? Eller at sidde i bussen og bare… stirre ud ad vinduet? Forleden stod jeg i kø til posten, og mobilen var løbet tør for batteri. 11 minutter. Ingen notifikationer, ingen artikler at scrolle. Bare mig og tiden. Jeg følte mig rastløs, tæt på panik. Og det slog mig: Jeg er måske ikke længere i stand til at kede mig.

1. Det moderne menneske og kampen mod stille stunder

Vores samfund hylder stadig effektivitet og produktivitet, men hvad gør det ved vores psyke og vores evne til fordybelse, når enhver tom stund skal fyldes ud? Ifølge en rapport fra det amerikanske Pew Research Center bruger 95 % af voksne under 50 internettet dagligt – mange i timevis og på tværs af flere enheder.

Det er ikke en kamp mod digitalisering, men snarere et spørgsmål om balance. Jeg føler mig ofte bombarderet. På arbejdet venter 47 ulæste mails. På mobilen tikker notifikationer fra både personlige og professionelle platforme. Selv på mine gåture lytter jeg til podcasts, ikke af lyst, men af frygt for at kede mig. Det er, som om der ingen frihed eller frihedsstunder længere findes – kun content.

Men er kedsomheden virkelig problemet? Eller er den faktisk en sund pause, et mentalt åndedræt? Forskning fra University of Central Lancashire viser, at kedsomhed kan fremme kreativitet, fordi hjernen får tid til at associere frit og bearbejde information. Jeg undrer mig, om vi måske gør os selv dummere – eller i det mindste mindre kreative – ved konstant at aflede os selv.

2. Digital afhængighed: Underholdning som undvigelsesstrategi

Vi taler ofte om afhængighed som noget eksternat – cigaretter, alkohol, spil. Men det moderne menneske lider i stigende grad af digital afhængighed. Ikke som et dramatisk medieskabt syndrom, men som en daglig mikro-fiksering. Det handler om vores vaner for underholdning – hvordan vi løbende fylder ethvert hul med TikTok, Reels, YouTube eller bare meningsløs scrolling.

Dansk Erhvervs rapport om skærmadfærd viser, at 62 % af danskerne erkender, at de bruger mere tid foran skærmen, end de ønsker. Alligevel sker forandringen sjældent. Hvorfor? Fordi det er blevet en måde at dulme eksistentiel uro på. Det er nemmere at isolere tankekaos end at lytte til det.

Her taler jeg ikke kun om unge. Folk i alle aldre dulmer tanken om det tomme ved at fylde det ud. Og selvom vi ofte taler kritisk om ungdommens skærmbrug, er vi som voksne lige så medskyldige. Vi afbryder hver alene-stund – selv ved lyskrydset – for at “tjekke noget hurtigt”.

3. Genopdagelsen af kedsomhed som et aktiv

Hvad sker der, hvis vi øver os i at lade være? Ikke som et digitalt detox-eksperiment for likes eller hashtags, men som en daglig lille gestus. Sætte sig i haven i 10 minutter. Køre i tog uden andet end vinduets fugtige silhuetter. Gå en tur uden podcast, uden AirPods, uden intention.

Jeg begyndte småt. 5 minutters stillesiddende kaffe om morgenen – uden telefon, uden bog. Det virkede fjollet i starten. Som spild af tid. Men i takt med at jeg fjernede distraktionen, begyndte jeg at mærke noget komme tilbage: Tankerne. Tanker, jeg ikke havde hørt længe, fordi de var overdøvet af input. Jeg begyndte at reflektere bedre. Tage dybere beslutninger. Skrive med større klarhed.

Det er ikke en let vane at vende. Men det er værdifuldt. Vi må omdefinere “produktivitet” og acceptere, at pause også er fremgang – der, hvor idéer får rod. Filosofien bag “mental whitespace”, som det ofte kaldes, bruges nu også i moderne psykologisk praksis. Organisationer som Mind.org.uk anbefaler regelmæssig kedsomhed som mental sundhedspraksis.

4. Hvad mister vi – og hvad får vi?

Hvis vi ikke genfinder evnen til at lave ingenting, blokerer vi måske de vigtigste ting ved menneskelig erfaring: eftertænksomhed, selvindsigt, tilstedeværelse. Hvis vi ikke tåler kedsomheden længere, risikerer vi at miste forbindelsen til os selv.

Jeg efterspørger ikke en tilbagevenden til “bedre tider” uden skærme – jeg er ikke romantisk anlagt. Men jeg håber, vi kan tage ansvaret for at skabe lommer af nutid, hvor vi mærker og mærker efter. Kedsomhed kræver tilvænning, lige som stilhed. Det føles tomt i starten, men kan ende med at føles befriende.

Vi må ikke stille os tilfredse med evig stimulering. Vi har redskaberne til at vælge aktiv distraktion fra – det kræver blot, at vi er villige til at være i selskab med kedsomheden igen. Ikke som fiasko, men som frihed.

Afslutning

Så næste gang du står og venter på bussen – hvad ville der ske, hvis du ikke tog telefonen op? Hvad ville du høre? Et fly langt oppe? En samtale bagfra? Dine egne tanker?

Måske starter forvandlingen lige der – i den lille, rodede stilhed mellem alle de autotunede podcasts og skærmens blafrende lys.